Medicin og/eller anden behandling?
De fleste psykiatere vil være enig med mig i, at samtaleterapi, familiestøtte, meditation, motion, livsstilsændring mv. i mange tilfælde kan hjælpe på mildere grader af psykisk lidelse og er et vigtigt supplement til medicinsk behandling ved sværere psykisk lidelse.
F.eks. kan personer med tydelig adhd i perioder f.eks. under uddannelse have behov for medicinsk behandling, mens de i andre perioder kan klare sig ved brug af forskellige apps, faste rutiner, brug af kalender mv.
Jeg mener, at samfundsudviklingen er med til at bestemme, hvilke menneskelige træk, personligheds-/sårbarhedstyper mv., der på et givet tidspunkt i historien og i en given kultur giver øget risiko for, at en person udvikler psykiske problemer. Dvs. at samfundets krav og muligheder på et givet tidspunkt giver muligheder for nogle, mens de samme krav er en belastning for andre. Dette gælder både fysisk og psykisk.
Mit faglige grundlag bygger på sårbarhed-stress-modellen.
Denne model antager, at vi er født med nogle anlæg bestemt af vores arvemateriale (gener), fostertilværelse og fødsel, som tilsammen bestemmer vores grundlæggende sårbarhed, og at vi gennem tilværelsen udsættes for belastninger af enhver tænkelig art, som i samspil med vore anlæg kan udløse en psykisk reaktion/lidelse. Et eksempel på dette er, når en i øvrigt velfungerende person bliver udsat for en katastrofelignende oplevelse. Nogle, med en sårbarhed for dette, vil udvikle post-traumatisk belastningsreaktion (PTSD) mens andre, i denne sammenhæng mere robuste personer, ikke gør det.
Vi taler også om en bio-psyko-social forståelsesramme, som er en videreudbygning af ovennævnte model, hvor man anerkender, at den belastning, vi med hver vores sårbarhed kan udsættes for, både kan være af biologisk karakter (f.eks. genetisk, fysisk sygdom, ulykker mv.), psykisk karakter (belastende relationer, fysiske eller psykiske overgreb, pårørendes sygdom mv.) samt social (fyring, økonomiske problemer mv.).
Der har over de sidste mange år været en markant stigning af unge med psykiatriske diagnoser som angst, adhd og autisme, og mange af dem er nu voksne og slås fortsat med psykiske problemer, og de har familiemedlemmer og venner, der kan have lignende men måske mindre udtalte problemer.
Jeg mener, at psykisk lidelse bl.a. kan ses som en spejling af samtiden, kulturen og de ressourcer, man personligt har til rådighed. Ressourcer skal ses i bredest mulig forstand både personlige, økonomiske, familiemæssige og fra andre relationer.